En strategi om religion og fornuft

This is a post about islam. Or maybe not – it’s mostly about the value of having a society that is based on secular, rational principles. It’s in Danish, because it relates to a discussion that was going on in Denmark over the summer.

Hvorfor er det nu, at det for medier og politikere er så vigtigt at få svar på om muslimske ledere tager afstand fra stening eller ej?

Og omvendt: hvorfor er det, at muslimske ledere har så svært ved at svare: »Ja, jeg tager afstand fra stening«, men altid synes at måtte pakke svaret ind i formuleringer som holder en flugtvej åben, eller beholder en usikkerhed om hvorvidt man egentlig mener hvad man siger?

Jeg vil skitsere et muligt svar på dette, og foreslå en strategi.

»Tage afstand fra« eller »ikke arbejde for«

Nu senest gælder det Imran Shah, talsmand for Det Islamiske Trossamfund (DIT), som i forbindelse med Inger Støjbergs sommerspin præciserer Trossamfundets standpunkt i forhold til sager som stening, homoseksuelle og tvangsægteskaber.

Mht. stening udtaler Trossamfundet: »vi mener ikke, at stening er relevant på nogen måde i dag i Danmark, Europa eller noget andet land. At det ikke er relevant inkluderer også, at DIT ikke plæderer for det, arbejder for eller ønsker det indført, hverken nu eller i en eller anden rent hypotetisk situation.«

Tilsyneladende er det en meget stærk udmelding: ikke relevant, ikke ønsket i nogen som helst hypotetisk situation. Hvem kan dog se noget problematisk i det?

Men når Politikens journalist Jesper Vangkilde stiller spørgsmålet: »Tager I afstand fra stening? Finder I stening forkert? Mener I at stening er en forkastelig ting?« glider talsmanden af, gang på gang, på en måde som er så lidt overbevisende at kun Lars Løkke kan gøre ham det efter.

Og så er det, at man som læser og tilhører bliver mistænksom. Hvorfor vil du ikke svare direkte på spørgsmålet? Hvad er det ved formuleringerne »tage afstand fra« og »finde forkert og forkastelig« som bare ikke bruges om stening?

Og omvendt: hvordan adskiller disse formuleringer sig fra dem, der bruges i stedet: »ikke relevant«, »vil ikke arbejde for«, »ikke plædere for«?

Negativt eller ikke-positivt

Forskellen er egentlig ret tydelig: det første sæt formuleringer karakteriserer selve foreteelsen stening som værende noget der skal undgås og bekæmpes; det andet afslører ingen holdning til stening over hovedet, men siger kun at det ikke er en vej man kan tænke sig at gå.

Det er med andre ord forskellen mellem stening som noget negativt eller som noget ikke-positivt, dvs. potentielt neutralt.

Når det åbenbart er så vigtigt for DIT at fastholde den forskel, kan man ikke undgå at tænke, at der må findes underliggende motiver, ikke udtalte årsager.

En sådan årsag kunne for eksempel være, at Muhammed, ifølge hadith, ved flere lejligheder har anbefalet eller beordret stening af ægteskabsbrydere. Hvis man altså placerer stening på den negative side, hvordan undgår man så at også Profeten havner dér, om så bare med en lilletå?

En anden mulig årsag kunne være, at den udstrakte støtte, de hårde straffe i sharia-lovgivningen nyder i befolkningen i de muslimske lande (82% i Ægypten og Pakistan, 70% i Jordan, 42% i Indonesien, og så meget som 16% i Tyrkiet), gør det nødvendigt for muslimske ledere i Danmark at træde varsomt for ikke at støde sine egne fra sig. Frederik Stjernfelt fremholder i en kronik i Politiken, at »det synes at være et mindretal af muslimske indvandrere i Vesten, der … hylder forskellige islamistiske synspunkter«, men at det er et relativt stort mindretal, på 15–50%.

Eller det kunne være at man, hvis man indtager et moralsk eller etisk standpunkt til stening baseret på nogle bestemte principper for hvordan handlinger skal vurderes, og derefter bedømmer stening som værende uforenligt med disse principper, implicit kommer til at sætte dem højere end de principper, en straffemetode som stening hviler på. Med andre ord: ved at tage afstand fra stening kommer man implicit til at sige, at der findes bedre måder at organisere samfundet på end dem, der foreskrives i koran og hadith.

Religion eller fornuft

Her er vi måske ved problemets kerne, og ved grunden til, at spørgsmålet om holdningen til stening ikke kun er et tomt ritual som muslimer, der vil ytre sig i vesten, skal igennem »før den egentlige dialog kan gå i gang,« som Mohamed Ali, Landsformand for Muslimer i Dialog, udtrykker det. Det kommer nemlig til at handle om hvilken af to uforenlige ideologier man tilslutter sig i forhold til hvordan vi – som samfund – skal sætte rammerne for hvorledes vi – som individer – handler i forhold til hinanden.

Med andre ord: Hvad vejer tungest: religion eller fornuft?

I Europa har vi en tusindårig tradition for en adskillelse mellem den verdslige og den åndelige magt, og vi har – specielt i den Lutherske del af Europa – en 500 år lang udvikling i ryggen, hvor det gradvist er blevet mere og mere accepteret, at religion hører privatlivet, åndslivet til, mens politik, lov og ret, filosofi og ideologi baseres på rationelle principper; at »politik skal være sagligt informeret via uafhængige vidensinstitutioner og ikke kan føres på baggrund af religiøse hypoteser alene«, som Stjernfelt udtrykker det i sin kronik.

Dette er ikke en tilfældig udvikling i Vesten. Det er en villet og ønsket udvikling, som man har kæmpet for at opnå, og som skal etableres på ny og fra grunden af hver gang et nyt individ indlemmes i fællesskabet.

I et homogent samfund uden dramatiske indslag af migration sker dette nærmest automatisk fra fødslen af: man lærer de grundlæggende handlemønstre på samme måde som man lærer sproget. Når der ind i et sådant samfund pludselig kommer en relativt stor mængde individer, som ikke nødvendigvis har samme automatiske forhold til disse mønstre, opstår der af dette en forvirring.

For DF og deres støtter fremstår denne forvirring som en trussel. Så får vi værdikamp og grænsefetichisme som resultat. En mere konstruktiv måde at møde forvirringen på ville måske være at bruge den som anledning til refleksion: hvad er disse værdier egentlig, og hvorfor er det egentlig at der skal kamp til? Hvor føres denne kamp, og mod hvem eller hvad, og med hvilke midler?

Subjektiv menneskelighed eller objektiv danskhed

Et muligt svar er, at religionernes traditionelle tilgang lider under den ulykkelige dobbelt-omstændighed, at de er nedfældet af mennesker under nogle bestemte forudsætninger, men fremstilles som om de var over-menneskelige svar eller påbud givet af et eller andet guddommeligt væsen, og derfor befinder sig hinsides refleksion eller kritik baseret på menneskelig erfaring her og nu.

Dertil: at de institutioner vi i løbet af de sidste mange sekler har udviklet – demokrati, menneskerettigheder, den fri, offentlige debat – er gode nok til at bære ansvaret for individets velfærd i fællesskabet, og at de gør dette på en måde som mindst er ligeværdig med men generelt bedre end hvad en moral, der bygger på forestillingen om en guddom hinsides fornuften, formår. De sociale videnskaber, sprogfilosofien, poetikken, osv. giver os tilsammen værktøjer til at forklare alle de dilemmaer og præcisere de paradokser som religionerne traditionelt har forvaltet, og desuden lukke op for nye spørgsmål og sammenhænge som religionerne ikke har kunnet stille.

Det eneste den rationelle tilgang afholder sig fra at udtale sig om, er dogmer, dvs. trossatser, som holdes for sande uanset hvad erfaringen tilsiger, samt sådant som mennesket ikke kan have erfaringsbaseret kundskab om, fx livet efter døden.

Et sådant system adskiller sig fra det religiøse ved at være transparent og fleksibelt. Der findes ingen steder hvor vi må sige: her til kan vi se, men ikke længere. Der findes ingen uransagelige veje – de hører Gud til. Og ingen af de principper der kommer frem i det sekulære system er hugget i sten. De er alle åbne for forandring, hvis kollektivet kommer frem til at det er bedst.

Desværre har et andet svar fået lov til at dominere: at disse værdier er selvfølgelige, fx ved at være danske, sådan forstået at alle som har del i »det danske« på mystisk vis besidder dem. Dermed har man omvendt også sagt, at man ikke kan have del i »det danske« uden at besidde dem. Efter denne model kan man aldrig blive dansker, man kan aldrig lære det, fordi rigtige danskere er det med selvfølgelighed.

Dette er i omrids DFs ideologi, og det er en religiøs ideologi: en selvfølgelig danskhed er i denne sammenhæng en objektiv danskhed, dvs. en danskhed som eksisterer uafhængig af de konkrete omstændigheder den optræder i, og som hellere ikke kan efterprøves. Men når man tilskriver noget en objektiv eksistens uden at der findes spor af det i den fysiske erfaring, så er man netop ovre i et område man med fordel kan kalde religiøst.

Og religiøse dogmer er et dårligt fundament for dialog, i særdeleshed med andre religiøse dogmer med modstridende fundament.

Så bliver budskabet til DF: I bliver sgu nødt til at finde jer et bedre fundament at bygge jeres værdier på – for sådan som I præsenterer dem, hviler de på lige så skrøbelig, dogmatisk grund som den islamisme I kritiserer.

Men lige så tydeligt bliver budskabet til den anden side: Hvis I forventer jer, at mennesker i den danske offentlighed skal handle efter principper som kun giver mening i forhold til et eller andet religiøst dogme, så vil I blive skuffet.

Problemerne med det undvigende svar

De undvigende svar på spørgsmålet om stening bliver et problem, fordi man ved at glide af på spørgsmålet skaber en mistanke om at man holder noget tilbage.

Det slår ud i to retninger.

For det første skaber man en usikkerhed omkring sig selv i al almindelighed. Hvad er det, han ikke vil sige? Er der andet, han ikke har sagt? Har han ført mig bag lyset også på områder, jeg troede vi havde et fællesskab omkring? Osv. Mistænksomheden er langt fra altid rationel, men de mekanismer, der ligger bag ved er reelle nok.

For det andet giver man det indtryk, at man at man faktisk har noget at skjule. Måske er DIT slet ikke villig til at acceptere, at religionen forpasses til privatsfæren? Måske er der faktisk en større del end man vil indrømme af det muslimske mindretal i Danmark, der deler det overvældende ægyptiske flertals opfattelse og faktisk slet ikke tager afstand fra stening, men til og med går ind for det? Måske gælder det også for talsmændene selv: at selv om de ikke vil arbejde for at indføre stening i Danmark, så har de det måske hellere ikke så godt med tanken om, at religiøse dogmer intet skulle have med vores lovgivning at gøre?

En strategi

Jeg skal ikke udtale mig om hvilke intern-muslimske agendaer man forholder sig til når man går rundt om spørgsmål om stening og homoseksuelle som katten om den varme grød. Men jeg vil hævde, at overfor den danske offentlighed gør man sig selv en bjørnetjeneste.

Den strategi jeg vil foreslå i stedet, er nem nok, og den findes i to varianter: luk diskussionen i stedet for at holde den åben, så er der ikke mere at komme efter.

Eller åbn den der, hvor den hører hjemme, så spiller den ikke over og skader frugtbare diskussioner andre steder.

Sig ikke: »Vi mener ikke stening er relevant, vi vil ikke arbejde for det.« Sig i stedet: »Ja, vi tager afstand fra det.« Klart, tydeligt, og på en sådan måde at svaret bruger samme ord som spørgsmålet.

Skulle det blive nødvendig at gøre en præcisering, kan det sagtens gøres bagefter, uden at det rokker ved svarets tydelighed i forhold til spørgsmålet. Det kunne for eksempel være at man vil præcisere, at det entydige svar man lige har givet, nok gælder entydigt om hvordan vi bør organisere vores liv her og nu (hvilket er hvad spørgsmålet handler om), men at det ikke betyder, at man betragter alle, der nogensinde har deltaget i eller anbefalet stening (fx Muhammed) som umoralske bæster. Jeg tror, jeg kan garantere, at både Politikens journalist og alle andre debattører er flintrende ligeglade med hvad Muhammed har gjort eller ikke. De/vi vil kun vide at vi kan stole på jer – at det skrøbelige projekt, som det er at bygge og opretholde en sekulær civilisation baseret på distribution af magt og ansvar til samtlige medlemmer af fællesskabet, ikke kommer unødvendigt til skade.

Skulle det i stedet være sådan at man egentlig ikke tager afstand fra stening eller mere generelt fra religiøs indflydelse på civil lovgivning, så lyder strategien i stedet:

Sig ikke: »Vi mener ikke stening er relevant, vi vil ikke arbejde for det.« Sig i stedet: »Nej, vi tager ikke afstand fra det.« Klart, tydeligt, og på en sådan måde at svaret bruger samme ord som spørgsmålet.

Og så kan svaret for eksempel fortsætte: »vi tager ikke afstand fra det som princip, fordi det har guddommelig basis, og det har vi som mennesker ikke kraft eller ret til at rokke ved.« Eller: »…, fordi det er integreret i et system hvor vi også har dette og dette, som mere end vejer op for den grusomhed en stening selvfølgelig indebærer.«

Så er det i hvert fald på bordet, og kan den reelle dialog begynde, så alle ved, hvad vi har at forholde os til. Hvis I mener, at et samfund baseret på islams retstradition vil være bedre for os alle, end et samfund baseret på verdslige oplysningsprincipper, så sig det, giv os argumenter, ikke kun i praksis, men også i handling.

Men er dette det alternativ der bliver gældende når det ærlige svar er afgivet, skal man forvente kamp. Så betyder »dialog« ikke kun at du siger dit, jeg siger mit, og så går vi begge hjem til vort. Så handler »værdikampen« ikke om danskhed og traditioner (de er, hvilket alle traditionsforskere ved, meget omskiftelige), eller om at en ægte dansker skal spise flæskesteg, men om at man skal kunne acceptere og være glad for at leve i et samfund der styres efter sekulære principper. At der ligger en værdi i dette. At det er noget godt. At det har større værdi end de kendte alternativer –også end de alternativer som siges at stamme fra en gammel bog, som en eller anden Gud har dikteret.

Hvordan kampen udkæmpes, med hvilke midler, er op til begge parter. Det ligger i den rationelt baserede vestlige civilisations natur, at fornuftige argumenter har en central plads. Men den forudsætter et fælles fundament for samtalen. Gud befinder sig per definition hinsides fornuften. Påberåber man Gud i samtale om straffemetoder, har man fjernet sig fra dette fælles fundament, og så er muligheden for en konstruktiv dialog også borte.

Abdul Wahid Pedersen udtalte i sin tid, netop i forbindelse med stening: »hvor forfærdelig strafformen end er, så er den givet af Gud selv, og det er derfor ikke op til mennesker at ændre den.«

Jo, det ér! Det er lige præcis det, det er.

Det princip der gælder i den europæiske civilisation, er, at det netop er op til menneskerne at ordne sine forhold selv, og ændre på ting man finder uhensigtsmæssige.

I den grad en værdikamp er nødvendig, skulle den gerne føres som en kamp imod den ansvarsfraskrivelse, det til syvende og sidst er at lægge skylden for menneskelig grusomhed på Gud. Kom det først på plads, skulle der nok også blive plads til halal-kød på samtlige sygehuse, uden at nogen ville brokke sig.


Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *


*