Category: history

Da min yngste søn var fem, spurgte han mig om det var Mozart der døde på korset.

Denne barnlige misforståelse skyldtes formodentlig en kæde af navneligheder:

Jesus -> Moses (bedste ven i børnehaven) -> Mozart

og den kunne nemt afskrives som en sjov historie fra barnemund. Men den indeholder desuden en vigtig historiografisk pointe.

For det første er selve spørgsmålet et rendyrket udtryk for den historiserende drift: erkendelsen af at enkelte ting skete på et tidspunkt som indtil videre bedst kan betegnes »for længe siden«, dvs. »før jeg blev født«; samt behovet af at ordne disse hændelser på den rigtige måde.

Og for det andet: jeg var heller ikke til stede ved nogen af de Herrer Mozarts og Jesu død. Hvordan kan jeg så tillade mig at affeje det som en fejl? Hvorfor sagde jeg ikke bare: »Aner det ikke — jeg var der ikke da det skete!«, men i stedet gav ham hele historien, fra Herodes til Salieri?

Kort sagt: hvorfor er det vigtigt at vide hvad der skete før vi blev født, og hvorfor er det vigtigt at formidle korrekt kundskab til den som ikke ved bedre? Det er det historiografiske grundspørgsmål min søns uskyldige spørgsmål bærer i sig.

Athanasianske hieroglyffer

Den historiografiske pointe kan gøres også uafhængigt af min familiehistorie. Det mest episke eksempel fra den rigtige historie er Athanasius Kircher (1602-1680), som er blevet kaldet »den sidste mand som vidste alt«. En af hans mange interesser var hieroglyffernes gåde. Han knækkede faktisk koden — troede han. I firebindsværket Oedipus Aegyptiacus præsenterede han fuldstændige oversættelser af nogle tekster.

Hver for sig giver hans oversættelser sådan set god mening. Det eneste problemet var at det hele var fuldstændigt forkert.

En såkaldt cartouche – en indringet serie med tegn – lyder i Kirchers selvsikre oversættelse:

Osiris er skaberen af al frugtbarhed og vegetation, og den hellige Mophta ledte Osiris’ skaberkraft fra himlen og ned til sit rige.¹

Det skulle dog vise sig, da Jean-François Champollion (1790-1832) faktisk fandt den rigtige løsning godt hundrede år senere, at der på denne cartouche står ét eneste ord: ”Avtokrator”.

Det skulle den hellige Mophta bare have vidst.

Den postmoderne omvej: læsningen

Den venligsindede fortolker — og hvem er vel mere venligsindet end postmodernisten? — kunne måske ile til Kirchers (og den hellige Mophtas) forsvar, og sige: »Når det nu fungerede for Kircher, og det sådan set fungerer udmærket inden for tekstens egne rammer — hvad er i så fald problemet med Kirchers fortolkning? Hvad han gør er at lave en læsning, og som læsning betragtet, er det ukrænkeligt.«

Men vi gør det ikke. Tvært imod: i det øjeblik den historisk korrekte læsning er tilgængelig, vil Kircher for altid være forvist til den sjove fodnote, til Historisk Forenings satire-aften, eller som modeksempel i historiografiske artikler som denne.

Historie som sand fiktion

Jeg har præsenteret disse to eksempler ikke fordi de illustrerer problemet med historiske fejlslutninger, men fordi de faktisk er en frugtbar vej ind i spørgsmålet: hvad indebærer et samtidsperspektiv på historien?

Det svar jeg vil frem til, er en dobbel påstand: historie er fiktion, men den må også være sand.

Termerne »sand« og »fiktion« gør dette nærmest til en selvmodsigelse, men samtidig er det også noget af en truisme i moderne historiografi. Ganske vist kan man drage et ret skarpt skel mellem den objektivistiske historieskrivning, som lægger vægt på historiske fakta, og den narrativistiske, som hævder at historieskrivning kun er fortællekunst og at al historie er fiktion. Men hvor uforenlige de to standpunkter end kan virke, så synes hverken narrativisten eller objektivisten at benægte sin modstanders standpunkt — Hayden White synes på en eller anden mærkelig måde stadigvæk at acceptere ideen om det historiske faktum, og kun den mest hard-core objektivist vil benægte at måden at fremstille fakta på altid vil påvirke indholdet af fremstillingen — og de synes begge at have svært ved at redegøre tilfredsstillende for hvordan deres eget standpunkt adskiller sig fra modstanderens: narrativister har svært ved at forklare hvori den egentlige forskel mellem historiske narrativ og andre slags fiktion ligger, og objektivister lykkes — selvfølgelig — ikke med at legitimere deres vægtlægning af »fakta« som ikke længere findes og derfor ikke kan studeres direkte.²

(På dette punkt er den objektivistiske historievidenskabens nærmeste slægtning blandt videnskaberne nok i virkeligheden teologien, hvis studieobjekt heller ikke er intersubjektivt verificerbart (eller: »ikke findes«). Hovedforskellen er dog at teologien er sig denne begrænsning bevidst.)

Historie som fiktion

Uanset: historie er fiktion, og Kircher og min søn på fem er lige tæt på og lige langt fra de faktiske historiske begivenheder som Champollion eller en ærværdig professor emeritus i historie. Sagt på en anden måde: et historisk faktums faktualitet eller historicitet giver det ingen særstatus overfor andre historier — de er alle sammen fortællinger om ting vi ikke selv har egne erfaringer fra.

Uanset vores alder eller akademiske meritter må vi appropriere historien for at give den mening. Meningen ligger der ikke i historien, færdig til at plukkes.

Historie som sandhed

Når jeg desuden hævder at historien må være »sand«, mener jeg det ikke i nogen metafysisk betydning, men kun som et udtryk for den narrative densitet. Den vigtigste forskel mellem hr. prof. emeritus og min søn er ikke mængden af korrekt historisk kunskab — den er nul i begge tilfælde — men hvor tæt og finmasket det net af narrativer er som de to har etableret, og med hvilket de kan opfange og indarbejde nye historier.

 »Som om«-erfaringer

Historikeren fortæller de historier som lader os knytte historien til vores Nu, og indarbejde det som ligger uden for vores egen erfaringsverden, og som vi ikke har egne erindringer om, i den historisering af vores egne erfaringer der sker i hukommelsen, som om  det var vores egne erindringer af selvoplevede erfaringer.

Når vi benævner noget et historisk »faktum«, er det ikke som en garanti for »sandhed«; betegnelsen fungerer snarere som en kontrolparameter for vores evne til at etablere fungerende forbindelser mellem det vi selv oplever og det vi bare er blevet fortalt.

Det er den vigtigste årsagen til at Kirchers hieroglyfiske tilegnelser (»læsninger«) er værdiløse (og min søns forståelse af teologi- og musikhistorien noget begrænset): de bryder nettet. Problemet er ikke at de har »fejl«, objektivt set, men at de står isolerede, uden forbindelse med andre deler af den samlede pool af menneskelig mening, og at de dermed heller ikke kan bidrage til at udvide vor forståelse af hvor vi kommer fra og hvordan vi kom hid. Gennem at indføre elementer som ikke kan knyttes sammen med andre narrativer, vil Kirchers læsninger heller ikke være til nogen nytte ved indarbejdelsen af den næste historie.

Sprogets rolle

Efter som vi kun kan forstå os selv gennem sproget, og eftersom sproget er grundlæggende historisk i og med at det kommer til os fra fortiden som et givet, som vi nok kan mestre men aldrig kontrollere, så er det vigtigt at vor fortolkning af historien er nøjagtig og korrekt. Det er altså vigtigt, ikke af respekt for historien, men fordi det har betydning i nuet. En fordrejet historie – bevidst eller af manglende viden – er potentielt skadelig, fordi det at etablere historiske fakta er at etablere fakta om os selv – ikke om en fjern og svunden fortid.

Ifølge den her skitserede historieforståelse fungerer historien altså som en udvidelse, forlængelse af den enkeltes egne, individuelle erindring. Dermed undgår man to lumske faldgruber: hvor den overkritiske kontekstualisme har svært ved at forklare historiens værdi og særpræg i forhold til andre historier, og den identifikationssøgende historismen må ty sig til essensialisme eller beslægtede, simplistiske modeller (»samtalen med fortiden«, »historien taler til os«, »ansvaret mod fortiden« osv.), forener denne model de to positioner, og giver en alternativ forklaring på hvorfor det lige er at historisk kundskab er værdifuld.

Den sande fiktion revisited: To versioner

Vi kan modificere det tilsyneladende paradoks om den sande fiktion til en længere sætning:

Det vi gør som historikere, er moderne konstruktionsarbejde og kun det, men forudsætningen for at konstruktionen skal give mening som konstruktion af historie, er at den bygger på fakta.

Og jeg bruger »fakta« kun i den udstrækning den spejlede formulering accepteres:

Det vi gør som historikere, er arkæologi og studie af død virkelighed, og kun det, og forudsætningen for at denne virksomhed skal være meningsfuld, er at den bygger på virkeligheden her og nu.

Det er i princippet intet i vejen for at studere død virkelighed — det er bare ikke sikkert at det skal gøres for statslige forskningsmidler. Det er jo ikke sådan at vi trænger den historiske faktakundskab. Den korrekte fortolkningen af quilisma-tegnet i den gregorianske notation har for de flestes vedkommende en negligerbar indflydelse på vores liv. Det er op til historikeren at etablere den koblingen, og findes den ikke, er tegnet betydnings- og meningsløst.

Omvendt er det ikke nok — ikke godt nok — at hævde at al historie er samtidig, at historien er en konstruktion og at et historisk narrativ ikke adskiller sig væsentligt fra andre former for fiktion. På det punkt går narrativisterne for langt. Ganske vist er Kirchers hieroglyffiske øvelser fascinerende læsning og forestillingen om en korsfæstet Mozart et tankebillede af svimlende poetiske proportioner, men de hører netop hjemme dér, i poesien, og ikke blandt fakta.

For historiske fakta er de netop de elementer som bidrager til den narrative densitet og bedre lader os opfange som om-erfaringer, og der kommer både Kircher og Mozart til korte. Jo flere kroger vi har på begge sider af den uoverstigelige kløft mellem fortiden og nuet, desto bedre udrustede er vi til at forstå ikke kun middelalderens verden, men endnu vigtigere: os selv.

 

 

Fodnoter