Et glemt vers som forandrer det hele

Måske er det en af det 20. århundredes mest misbrugte sange: Nordahl Griegs Kringsat af fiender.

Sådan tænkte jeg i hvert fald længe.

Som kampsang for fredsbevegelsen har den fået et skær af det sentimentale, hvor kontrasten mellem »granatenes glidende bånd« og »som om vi bar et barn / varsomt på armen« bliver det bærende motiv.

Kringsatt av fiender, gå inn i din tid!
Under en blodig storm, vi deg til strid!
Kanskje du spør i angst, udekket, åpen:
Hva skal jeg kjempe med, hva er mitt våpen?

Her er ditt vern mot vold, her er ditt sverd:
Troen på livet vårt, menneskets verd.
For all vår fremtids skyld, søk det og dyrk det,
Dø om du må, men øk det og styrk det!

Stilt går granatenes glidende bånd.
Stans deres drift mot død, stans dem med ånd.
Krig er forakt for liv, fred er å skape.
Kast dine krefter inn, døden skal tape.

Elsk – og berik med drøm – alt stort som var.
Gå mot det ukjente, fravrist det svar!
Ubygde kraftverker, ukjente stjerner –
Skap dem, med skånet livs dristige hjerner.

Edelt er mennesket, jorden er rik.
Finnes her nød og sult, skyldes det svik.
Knus det! I livets navn skal urett falle.
Solskinn og brød og ånd eies av alle.

Da synker våpnene maktesløs ned!
Skaper vi menneskeverd, skaper vi fred.
Den som med høyre arm bærer en byrde,
Dyr og umistelig, kan ikke myrde.

Dette er løftet vårt fra bror til bror:
Vi vil bli gode mot menneskenes jord.
Vi vil ta vare på skjønnheten, varmen –
Som om vi bar et barn varsomt på armen.

Og man kan gynge indføldende med og tænke at ih! hvor er det vel vigtigt at vi laver trygge børn og ikke tåbelige bomber, så skal alt nok blive godt og socialdemokraterne vinde valget.

Og sangen? Den har trådt i baggrunden som kulisse og ekkokammer for vores store godhed.

Elsk! og berig!

Men hvis vi nu i stedet udelader granat-verset og genindsætter det vers som ellers aldrig synges (måske fordi tanken om flere kraftværk-byggerier har været højst politisk ukorrekt for freds- og miljøaktivister i halvfjerserne)? Så forandres sangen fuldstændigt. Det lyder:

Elsk — og berik med drøm — alt stort som var.
Gå mot det ukjente, fravrist det svar.
Ubygde kraftverker, ukjente stjerner —
skap dem, med skånet livs dristige hjerner.

Den første linje er den mest fantastiske formulering jeg kender af menneskets plads mellem historie og morgendag. Man skal næsten smage på hvert enkelt ord for at få det hele med sig:

Elsk!

Elsk alt stort.

Elsk alt stort som var — vor historiske og kulturelle arv: det vi kommer fra, og som bestemmer hvem vi er.

Elsk alt stort som var — og berig det — gør det større, rigere, ædlere. »Berig« — hvilket fantastisk ord, når det trækkes ud af en realøkonomisk eller mineralogisk og ind i en human-økonomisk sammenhæng.

Og gør det med drøm! Med et håb, et ønske — og gerne irrationelt, som en kunstnerisk vision, en vild drøm — om hvor vi vil komme hen og hvad vi vil blive til.

Dernæst kommer linjen med de ubygde kraftværker, og i dag vil vi måske alle sammen være enige om at det ikke nødvendigvis er skide smart at lægge en masse naturskønne og umistelige elve i rør, bare for at vi skal kunne se se mere naturfilm i fjernsynet, men fred være med det: pointen kommer i næste linje: den fremtid som ikke findes endnu, den skal vi – vi, som samfund, som fællesskab – skabe med skånet livs dristige hjerner.

Vi skal bevare livskraft nok hos de dristige af os til at de kan skabe det som giver os muligheden for at skåne, værne om, forædle, dyrke det skabermod som er forudsætning for vores menneskelighed. Det kommer ikke af sig selv – der skal sættes ressourcer til side for formålet, men gør man det, er resultatet en god cirkel som vil noget.

Med dette vers som nøgle bliver sangen ikke kun en antikrigspolemik, men langt mere en hyldest til vores muligheder: de muligheder mennesket, i al sin gudbilledlighed, har til at skabe det ukendte.

Den største synd som hæfter ved den ideologi krig fødes af, er at den blokerer for disse muligheder.

Den umistelige byrde

Men også uden krig: disse muligheder kommer ikke af sig selv. Det kræver tro, på liv og menneskeværd, og en aktiv handlen på denne tro: »For all vår fremtids skyld: søk det og dyrk det!«

Eller som Griegs (og min) landsmand, Bjørnstjerne Bjørnson, skrev i digtet Jeg vælger mig April:

Fred er ej det bedste,
men at man noget vil!

Og så kan også de andre billeder i sangen slippes fri:

Den som på høyre arm bærer en byrde,
Dyr og umistelig, kan ikke myrde.

Den byrde det tales om, er ikke (kun) det personlige ansvar for at skærme de svage og små fra krigens grusomheder, men langt mere — og større: ansvaret for det fællesskab i hvilket vi kan skabe nyt og berige det gamle.

Altså os selv. For menneskeværd er ikke kun noget vi skal hjælpe de andre, de svage, de undertrykte, til at opnå. Det er ligeså meget vores eget menneskeværd det handler om. Og det har vi kun til låns, fra det fællesskab som omfatter os alle.

Den, der altså har dette fællesskabs omfatning klart for sig – at man selv intet er uden den anden – kan ikke myrde uden at gøre vold på sig selv.

*

Post scriptum 1: Det står vistnok et sted at man skal være ærlig, så altså: Som det fremgår af indledningen, var Kringsat  en mig ret betydelsesløs sang indtil jeg selv skulle fremføre den en gang efter 22/7 2011. Nu må jeg erkende: jeg har dømt den for hårdt. Den der kan myrde 77 unge mennesker på en fredelig ø, tilsyneladende uden at betragte sig selv som et af ofrene, er intet, for han er for al fremtid uden den anden.

Efter sigende sang ungdommene på Utøya Kringsatt av fiender til hverandre mens de svømte bort fra øya, for å holde motet oppe.

Post scriptum 2: Man skal altså have et forhold til teksten om man vil fremføre den med overbevisning — det er ikke nok at være norsk. Hvilket demonstreres til fulde i dette videoklip. Tak, Kim! (Tak, også, for at redde denne grænsesprængende tekst fra to norske klovne, som på ingen måde formår at relatere til tekstens indhold eller for den sags skyld huske den, og fra en lidt fortabt svensker, som kæmper bravt for at komme sig igennem sit pligtvers. Man kan med fordel stoppe videoen efter Kim Larsens optræden.)

Nordahl Grieg døde 2. december 1943. Denne tekst er oprindeligt skrevet til Stefanskirkens julekalender 2. december 2011, derfor sprogformen.


Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *


*